Palludans trafikblog

Palludans trafikblog

Ingen Øresundstog på broen?

ØresundPosted by Uffe Palludan Thu, May 05, 2011 15:53:35

Ingen Øresundstog på broen?

Hvis DSB First skandalen ender med, at der ikke kører regionaltog på Øresundsbroen, er det en katastrofe. Og det er ministerens ansvar, at forhindre at katastrofen indtræffer. Naturligvis.

Hans Chr. Schmidt meldte den 11. april ud, at han havde en plan B, hvis DSB First indstiller driften. Men den omfattede kun kørsel mellem Helsingør – Kastrup, ikke fra Kastrup over broen til Sverige. Kørsel uden for det nationale Danmark var ikke hans ansvar, har embedsmændene tilsyneladende fortalt ham, så han havde ingen løsning på, hvordan man kan forbinde Danmark med udlandet. Det illustrerer i uhyggelig grad, hvordan man tænker i trafiksektoren. Helt løsrevet fra den samfundsmæssige virkelighed. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at driften rent faktisk bliver indstillet. Faktisk sker det jævnligt i dansk trafikpolitik, at det utænkelige sker. Og forbindelsen til Sverige er før blevet afbrudt.

Trekvart år før Øresundsbroen blev indviet 1. juli 2000 indstillede det dengang statslige rederi Scandlines driften på Dragør - Limhamn. Det skete med den begrundelse, at færgedriften i vinterhalvåret gav underskud, så da den overskudsgivende sommer var slut, indstillede man sejladsen, da der jo ville væe en bro næste sommer. Resultatet var at eneste bilfærge over Øresund var Helsingør – Helsingborg. Fra Dragør til Limhamn er der via HH 125 km, fra København til Malmö 100 km.

Ministeren, der var jysk socialdemokrat, kunne naturligvis sagtens have grebet ind, men gjorde intet. I i den periode, hvor markedet for broen skulle have været bygget op skete intet. Det var fuldstændigt absurd og man kan ikke lade være med at tænke på hvilken politisk rådgivning ministeren dengang fik fra embedsværket. Man kan derfor nu frygte det værste. Der bør man omgå grund bemærke ministerens udtalelser i TV2 nyhederne den 11. april.

Interviewer: ”Men DSB First har jo en forpligtelse, der er 1000vis af pendlere, der kommer fra Malmö-området hertil. Dem skærer du bare væk?

Hans Christian Schmidt: ”Det er jo ikke noget jeg foretager mig. DSB har noget, der hedder DSB First Danmark og DSB First Sverige og det er klart, at det de selv skal tage hånd om er hvordan de selv agerer. Det er slet ikke noget, vi blander os i. Vi siger blot, at skulle man møde op i Trafikstyrelsen og sige, at nu kan vi ikke køre på Kystbanen, så har vi en plan B, så vi i hvert fald kunne løse det, som vi er sat til at løse, nemlig at der er tog på Kystbanen og det kan jeg garantere for, det bliver der.”

Interviewer: ”Men nu har vi en regering, der satser på, at der sker en udvikling i Øresundsregionen. Der er 1000vis af arbejdspladser her i København, hvor folk kommer fra Sverige. Det kan du da ikke bare lade sejle?”

Hans Christian Schmidt: ”Det har jeg jo ikke noget at gøre med. Det er det, som DSB tager sig af i deres ejerskab af DSB First, som jo er DSB og Firstgruppen fra Skotland. Det er dem, der ejer det. Det er dem, der vandt det bud. Det skal de jo forklare, hvordan de håndterer. Men det er helt klart for os, der er her i det danske folketing, der skal vi jo tage os af at sikre, at der er tog på Kystbanen. Jeg håber, at DSB First kan fortsætte. Men jeg er nødt til at sige det meget klart: Vi kan ikke bare sidde og kigge på at denne her udvikling foregår, uden vi foretager os noget. Derfor er jeg meget glad for at forligskredsen har udvist ansvarlighed, der skulle til og at vi har lavet plan B.

Så mange var ordene. Det er snart en måned siden de blev sagt. Men der er ikke noget nyt om trafikken på Øresundsbroen. Derfor skrev jeg også en artikel der slog til lyd for at man gentænker hele Øresundstrafiksystemet. Den blev bragt af Jyllandsposten under titlen ”Ud med DSB – ud og se fremad” den 29. april. Her er linket til den:

www.jp.dk/opinion/breve/article2414199.ece